Foto: Unsplash Foto: Unsplash

Madro er afgørende for gode spisevaner hos børn, men hvordan kan forældre og fagpersoner støtte op om madro hos børn? Center for Børneliv har interviewet Morten Elsøe - én af forfatterne bag bogen Madro - for at blive klogere på, hvordan madro kan skabe gode spisevaner hos børn. Artiklen fokuserer på børn i alderen 3-10 år.

Hvad dækker begrebet madro over?

Ifølge Morten Elsøe (forfatter og kandidat i ernæring) dækker begrebet madro over to ting: Det er en nyfortolkning af den gamle forståelse af madro ved spisebordet, hvor børn skal sidde pænt og spise, hvad de voksne bestemmer. Nyfortolkningen af madro ved spisebordet handler om, at der er god stemning ved bordet, og at det er rart for både børn og forældre at spise sammen. ”Og det kan godt være at lege med maden, selvom det ikke er et klassisk billede på madro. Det handler om stjernestunder sammen med børnene.”

Derudover forstås madro som det modsatte af madstress, som er, ”når man konstant er overoptaget af sin kost og fokuseret på, hvad der er sundt, og hvad der er usundt”. Madro handler derfor også om, at tanker om mad fylder mindre i hverdagen, og ”at man ikke er konstant bange for, hvad man putter i sig selv eller sine børn”.

Børns madro handler også om tryghed

”For at opnå madro kræver det, at forældre ikke presser børnene til at spise bestemte ting eller spise op”. Hvis børn føler, at deres forældre overvåger, hvad de spiser, kan spisesituationer blive utrygge for børnene. I en podcast fortæller Anne Gaardmand og Morten Elsøe, at det er forældrenes ansvar hvad der serveres, samt hvor og hvornår, men det er børnenes ansvar hvad og hvor meget de spiser. Og at det faktisk giver børn en tryghed, når de får dette ansvar.

Madro er...

  • Når der er god stemning i spisesituationer
  • Når både børn og voksne synes, det er rart at spise mad sammen
  • Når man ikke er overoptaget af sin kost

Madstress er...

  • Når man er overoptaget af eller overfokuseret på sin kost samt sunde og usunde fødevarer

Madro kan forebygge madstress og vægtproblemer hos børn

Ifølge Anne Gaardmand og Morten Elsøe kan madro forebygge kræsenhed, overspisning og problemer med vægten hos børn. Madro kan være med til at skabe gode spisevaner for børn, hvor de selv bliver i stand til at lytte til og følge deres egen sult- og mæthedsfornemmelse.

Fokus på vægt kan få børn til at føle sig forkerte

Hvis man som fagprofessionel eller som forælder er bekymret for en vægtøgning eller ændrede spisevaner hos et barn, er det ifølge Morten Elsøe vigtigt ikke at involvere barnet i denne bekymring. ”Børn kan ikke gøre andet end at føle sig forkerte”. Generelt mener Morten Elsøe, at man bør undgå at veje børn: ”Det skaber et vægtfokus hos barnet, og det er en dårlig idé”.

Restriktioner kan medføre overspisninger

Når børn får at vide, at der er nogle fødevarer, som de ikke må få, vil de ofte automatisk få mere lyst til netop de fødevarer. ”Restriktioner kan føre til, at børn overspiser”. I stedet for foreslår Morten Elsøe, at man kan anvende skjult kontrol, hvor forældre ændrer på, hvad barnet spiser uden at fortælle barnet om det. ”Hvis et barn er overoptaget af slik, så kan man anvende strategien ’affortryllelse’, hvor man bruger tid på at smage på det slik, som barn er meget interesseret i. Samtidig kan man give barnet det slik, som det er særligt overoptaget af hver dag i en periode, så barnet forstår, at det altid kan få den type slik. Det gør det uinteressant og let at levne”.

Måder at støtte op om børns madro som sundhedsplejerske

  • Vurder barnets sundhed ved at se på barnet; undgå at veje barnet, hvis du kan – ellers skjul tallet
  • Tal med barnets forældre om barnets vægt, hvis den er et problem og involver ikke barnet
  • Spørg ind til mulige årsager til børns vægtøgning eller ændrede spisevaner

Råd til madro i børnehaven

  • Prioriter den gode stemning
  • Lad børn lege med maden
  • Pres ikke børn til at smage eller til at spise op
  • Hvis der er en nulsukker-politik, så behøver børnene ikke kende til den
  • Tag ikke pålægschokolademaden fra barnets madpakke

Forældre kan overføre spisevaner til børn

Når forældre har madstress eller er overfokuserede på bestemte fødevarer, kan de komme til at give deres spisevaner videre til deres børn: ”Det paradoksale er, at vi i en eller anden grad kommer til at give spisevaner videre til vores børn for at beskytte dem, fordi vi selv tror på nogle af de ting, som vi handler efter.” Ifølge Morten er det vigtigt, at man som forælder ikke kommenterer på sin egen kropsvægt eller sit udseende foran barnet.

Morten pointerer desuden, at det er vigtigt, at børn ikke ser med, hvis forældre er af den opfattelse, at de bliver nødt til at veje deres egen mad eller andre åbenlyse kur-handlinger. Det kan også være en god idé, at vise sit barn, at det er i orden at levne mad, selvom man så spiser resterne, når barnet ikke længere er til stede. ”Man kan godt forsøge at være en rollemodel, selvom man ikke føler sig som det. Det handler om, hvad barnet ser”.

Vil du vide mere?

Du kan høre Anne Gaardmand og Morten Elsøes podcast om madro til fagpersoner her.

Image
Morten Elsøe

Morten Elsøe er cand.scient. i molekylær ernæring og fødevareteknologi. Morten arbejder som forfatter, foredragsholder, livsstilscoach, ekstern lektor og udgiver podcasten ’Detox din hjerne’ sammen med Anne Gaardmand. Du kan læse mere om Mortens arbejde her.